Billet salget starter mandag 5. august

https://v2.billetten.dk/index/eventdetails/eventno/126333?

 

Nytårskoncert med Stig Rossen, Susanne Elmark og Xenia Lach-Nielsen
i Bornholms Idræts- & Kulturcenter i Allinge.
Søndag 12. januar kl. 14.00
Dørene åbnes halvanden time før. Unummererede pladser.
Årets solister er Stig Rossen, Susanne Elmark og Xenia Lach-Nielsen, og de akkompagneres som altid af Promenadeorkesteret under ledelse af Bjørn Hyrup.
Stig Rossen er uddannet skuespiller fra Guildhall School of Music and Drama i 1990, men det var allerede i 1988, han sprang ind i danskernes bevidsthed med Grandprix-hittet Vi danser rock og rul. Karrieren har budt på utallige hovedroller i musicals og stort anlagte koncerter rundt om i verden. Her kan nævnes rollen som Jean Valjean i Les Misérables, som Stig har spillet mere end 1500 gange i 10 lande, Dommer Turpin i Sweeney Todd, Anatoly i hit-musicalen Chess, Jabbadoor i den danske musical Atlantis og senest Fortælleren i Stephen Sondheims musical Into The Woods. Stig har i mere end 15 år spillet rollen som John Mogensen i More Jacks, hvor han sammen med Keld Heick, Jesper Asholt og Jesper Lohmann hylder Four Jacks. Ligeledes hylder han Flemming ’Bamse’ Jørgensen med bandet Stig & Vennerne.
Stig Rossen har udgivet 22 cd’er. Han har desuden lagt stemme til flere Disney-film, heriblandt Mulan, Tarzan, Bjørne Brødre og Vaiana. På film og tv har han medvirket i Rejseholdet, optaget tv-koncerter til transmission både i USA og Canada samt haft gæsteroller i de danske sitcoms Klovn og Sjit Happens. Sidste år kunne Stig Rossen fejre sit 35-års jubilæum som sanger, og til november skal han for 30. år i træk rundt i hele landet med sine julekoncerter.
Susanne Elmark er uddannet operasanger fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Hun debuterede på Østre Gasværk Teater i 1992 og efterfølgende har hun haft en stor international karriere og sunget i de bedste opera- og koncerthuse over hele verden. Susanne Elmark har de seneste år sunget koncerter i Berlinerphilharmonien, Luxembourg Philharmonie og Suntory Hall i Tokyo. Kom og nyd hendes fantastiske stemme.
Xenia Lach-Nielsen er sanger og skuespiller. Hun fik sin debut i ”Hair” på Betty Nansen Teatret i 1996.
Siden har hun som sanger og skuespiller medvirket i et væld af musicals og teaterkoncerter. Hun har bl.a. haft roller i "The Black Rider" på Betty Nansen Teatret, og i "Troldmanden fra Oz" på Folketeatret. Hun har endvidere haft roller i "Snedronningen" på Østre Gasværk, "Tiggershowet Laser og pjalter" på Betty Nansen Teatret og "Den eneste ene - The musical" på Forum. I 2018 fik hun stor succes som Florence i "Chess" i Tivolis Koncertsal. Som sanger, komponist og co-producer har Xenia Lach-Nielsen udgivet to solo-albums – "Velvet Apple" og "Trash of Gold".
Sammen ser de tre talentfulde sangere frem til at give publikum en rigtig festlig musikalsk start på det nye år.
Glæd jer til et festfyrværkeri af en koncert med musik og stemning, der skyder 2025 i gang med manér.
Billetter kan købes på billetten.dk eller hos Playmaker, Havnegade 1, 3770 Allinge. Prisen er kr. 420,-